Mange har en forhøjet fedtprocent og dårlige kondital.
Den store KRAM-undersøgelse bestod ikke blot af et internetbaseret spørgeskema, men også af en fysisk helbredsundersøgelse. Ca. 1600 borgere i Varde Kommune deltog i helbredsundersøgelsen, hvor bl.a. fedtprocent, talje og konditionsniveau blev målt.
Et uddrag fra undersøgelsen viser følgende:
- Hver anden af de undersøgte mænd er moderat overvægtig, mens dette er tilfældet for hver tredje kvinde.
- 2 ud af 3 mænd har en for høj fedtprocent, mens hver anden af de undersøgte kvinder har en forhøjet fedtprocent.
- Hver anden kvinde og hver tredje mand har et for lavt kondital.
- Flere kvinder end mænd har et for stort taljemål.
- Der ses en sammenhæng mellem de deltagere, der ryger eller er udsat for passiv rygning og en nedsat lungefunktion.
Hvis resultaterne samles, er der mange kønsspecifikke forskelle. Mændene er mere moderate overvægtige og har en højere fedtprocent, et højere blodtryk og et forhøjet indhold af triglycerid* i blodet i forhold til kvinderne. Kvinderne derimod har et større taljemål, en større talje-hofte-ratio** og et lavere kondital end mændene. Resultaterne er tilpasset i køns- og aldersgrupper.
Det ses endvidere, at for mange af målingerne forholder det sig sådan, at grænseværdierne for blodtryk, fedtprocent, taljemål og lungefunktion bliver overskredet med stigende alder. Det understreger nødvendigheden af at holde sig i sund form livet igennem.
Center for Sundhedsfremme har en del tilbud omhandlende livsstilsændringer, bl.a. træning og undervisning for overvægtige, rygestopkurser og livsstilssamtaler. Se mere her.
* Triglycerid
Kan være medvirkende til at forøge åreforkalkning
** Talje-hofte-ratio:
Forholdet mellem talje- og hoftemålet.
Mest anvendte grænseværdi for mænd er <1,0 og for kvinder <0,8