12 kvinder fra Afghanistan, Thailand, Tyrkiet, Somalia, Bosnien og Grønland afslutter i uge 50 et 10 ugers sundhedsfremmende kursus hos Center for Sundhedsfremme. Kvinderne, i alderen 29 – 58 år, er udenfor arbejdsmarkedet, men via kurset ønsker Jobcenter Varde og Center for Sundhedsfremme at øge kvindernes tilnærmelse til arbejdsmarkedet.
Kvinderne har deltaget ugentligt i gruppeundervisning, træning samt individuelle livsstilssamtaler og terapeutiske samtaler. Der har blandt andet været fokus på at forbedre kvindernes viden om kost og bevægelse, skabe øget kropsforståelse gennem træning samt lære at håndtere stress og psykiske smerter. Derudover er kvinderne blevet bekendt med det danske sundhedssystem og arbejdsmarkedets regler og love.
Kurset har i høj grad handlet om at støtte kvinderne i deres nuværende situation og give dem redskaber til at påvirke deres eget liv og familiens både fysisk og psykisk. Nogle af kvinderne har selv sat ord herpå:
”I starten tænkte jeg, hvad skal jeg bruge Move On til? Det er ligesom, jeg er vågnet, jeg er blevet motiveret til, at det hele (alle problemerne) nok skal gå alligevel.”
En anden kursist udtrykker: ”Hvis jeg havde været på det her kursus for flere år siden, så tror jeg mit liv havde været nemmere, jeg har lært om traumer og akut og kronisk stress.”
I forhold til kost og motion udtales følgende:
”Jeg har lært jeg skal se på varedeklarationer. Jeg har lært, jeg skal købe ost og yoghurt med lavt fedtindhold.”
”Træning er godt, jeg bliver mere bevægelig og jeg bliver mere glad.”
Det sociale netværk har også været et omdrejningspunkt på kurset, således kvinderne får skabt et netværk, hvor de kan støtte og hjælpe hinanden i en positiv retning. Betydningen af dette, sætter en kursist ord på:
”Det sammenhold, der er blevet imellem os kvinder, er guld værd. Vi sidder alle med den samme længsel, den samme smerte og vi behøver ikke bruge mange ord, men alligevel forstår vi hinanden. Vi griner og pjatter sammen, og jeg bliver glad.”
Ovenstående udsagn tyder på, at forløbet har haft betydning for kvinderne.
Den endelige evaluering af projektet udarbejdes i december.
Kurset og samarbejdet mellem Jobcenter og Center for Sundhedsfremme har dermed haft fokus på, hvorvidt sundhed kan være et middel i forhold til at gøre kvinderne mere arbejdsmarkedsparate. Derudover har samarbejdet bevirket, at Jobcenter Varde og Center for Sundhedsfremme har fået indsigt i hinandens arbejdsområder.